Byudviklingen i Albertslund er en gavebod til spekulanter, siger Enhedslisten, efter at ejendomsfirma sælger en grund med et projektbyggeri til en milliard.
I 2024 købte Jensen & Nielsen Gruppen A/S en grund i Hersted for 135 mio. kr. De tidligere ejere havde imidlertid kun givet 19 mio. kr. for den samme grund før kommunalbestyrelsen ændrede lokalplanen. Her i 2025 sælger de så den samme grund, nu med et byggeprojekt med 380 boliger, videre til et amerikansk forsikringsselskab for godt 1,1 mia. kr. Hvor meget der tjenes på dette projektsalg af uvist. Salget fremgår af en pressemeddelelse fra ejendomsrådgiverselskabet Colliers.
Enhedslistens borgmesterkandidat Helge Bo Jensen finder det skandaløst:
”Flertallet i Albertslund kommunalbestyrelse har simpelthen lavet en åben gavebod for ejendomsspekulanter. At dette kan lade sig gøre, skyldes udelukkende den voldsomme byudvikling, hvor et flertal i kommunalbestyrelsen med vedtagelse af Masterplanen for Hersted og senest med vedtagelsen af lokalplanen for området tillader at grunde som disse bebygges meget højt og tæt.”
”Et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Venstre og Konservative stemte for lokalplanen og muliggjorde dermed denne gigantiske arbejdsfrie indtægt til nogle ejendomsspekulanter. Kun Enhedslisten, Albertslund-Listen og Danmarksdemokraterne stemte imod”, siger Helge Bo Jensen og fortsætter:
”Man kan frygte at lokalplanerne i høj grad præges af investorernes interesse i at presse så mange m2 ind i projekterne som muligt. Det kunne let begrænses, hvis kommunalbestyrelsen satte langt lavere grænser for hvor højt og tæt der må bygges. Det ville give bedre boligområder og bedre boliger med ordentlig adgang til grønne områder.”
”Regningen vil blive betalt af de kommende lejere, der sandsynligvis med meget høje huslejer kommer til at betale både for spekulationen i grunden og projektet – og som skal betale det løbende overskud til det pågældende amerikanske forsikringsselskab.”
”Det er også tankevækkende, at privatiseringen af vores boligbyggerier nu fører til at et amerikansk forsikringsselskab får indflydelse på vores boligområder og huslejeniveauer. Samtidig hører vi nu, at Albertslund Centrum er overtaget af et rent israelsk firma – og handles på børsen i Tel Aviv. Det er ikke en udvikling albertslunderne har haft indflydelse på.”
Topmålet af økonomisk uansvarlighed
”Det er absurd at værdistigninger, der alene skyldes politiske beslutninger i en kommunalbestyrelse, tilfalder tilfældige ejendomsspekulanter. Det burde være sådan at værdier der skabes af fællesskabet (her kommunalbestyrelsen) også tilfalder fællesskabet.”
”Det værste er, at dette kun er ét eksempel på, hvordan spekulanter scorer gigantiske summer på byggeprojekter i Albertslund – og så sker det endda med aktiv støtte fra partier, der ellers hævder at være økonomisk ansvarlige.”
”I Enhedslisten vil vi have sat en stopper for byudviklingen inden den løber fuldstændig løbsk og så vil vi til bunds i, hvor stor mulighed ejendomsspekulanter gives for at skaffe sig indflydelse på udformningen af lokalplaner”, slutter Helge Bo Jensen.
(Pressemeddelelse 7. november 2025)
Yderligere oplysninger:
Lokalplanforslag 14/11-2023: https://dagsordner.albertslund.dk/vis?id=e8af76f2-6075-4d29-9f81-01c8a27bf1a7&punktid=73cd2639-1b5d-4f1d-90ab-cec13f43f684
Artikel om ejendomssalget: Colliers | Colliers formidler 30.000 m² grund til boligudvikling i Storkøbenhavn



