Kommunen stjæler ansattes fridage

Midt i sommerferien opsagde Albertslund kommune en række såkaldte kutymer om fridage på juleaftensdag, nytårsaftensdag, 1. maj og grundlovsdag. Nogle medarbejdere har ret til frihed på disse dage i deres overenskomster – og nogle har ikke. På nogle kommunale arbejdspladser har det i mange år været praksis, at alle ansatte har fået fri på de pågældende lukkedage med løn, så netop disse ansatte ikke skulle have færre feriedage på andre tidspunkter. Det mente forvaltningen og borgmesteren åbenbart, at man blot burde fjerne uden hensyn til forringelsen af arbejdsforholdene for 350 af kommunens ansatte. Disse aftaler her eksisteret i årtier.

Vi skal behandle vores ansatte mere respektfuldt! Der er en stærk sammenhæng mellem godt arbejdsmiljø og gode løn- og arbejdsforhold – og så den service og kvalitet vi kan give borgerne. Kommunalbestyrelsen er arbejdsgiver, men spørgsmålet er hvilken arbejdsgiver vi vil være. Skal vi blot presse de ansatte så meget som muligt?

Kommunalbestyrelsen blev end ikke orienteret om operationen – og derfor forlangte vi – sammen med F, L og T – sagen på dagsordenen. Der var desværre ikke flertal for at trække opsigelserne tilbage. Derfor stillede vi et forslag om, at de hidtidige ordninger af hensyn til de nuværende ansatte først skulle udfases i takt med at folk stopper. 7 stemte for forslaget (Ø, F, T og O), mens 12 stemte imod (A undtagen Ulla Nielsen, B, C og V), 2 undlod (Ulla Nielsen fra A og L).

Derefter blev det vedtaget at fridagene for de 350 afskaffes fra 1. april næste år – en lille indrømmelse – nok fordi det kommer lidt på afstand af kommunalvalget.

At de borgerlige partier bekymrer sig meget lidt om vores ansattes arbejdsforhold kommer måske ikke som den store overraskelse – men socialdemokraterne går åbenbart i samme retning. Mette Frederiksen stjal St. Bededag. Steen Christiansen ønsker øjensynligt at gå samme vej.

Bodil Garde og Helge Bo Jensen, medlemmer af kommunalbestyrelsen, Enhedslisten