Enhedslisten er klar til borgmesterposten

Vi arbejder for en ægte venstreorienteret borgmester. Derfor stiller vi ved dette valg med vores egen Helge Bo Jensen som borgmesterkandidat.

Socialdemokratiet har haft borgmesterposten i Albertslund så længe nogen kan huske, og det er ofte svært at se forskel på Socialdemokratiet og forvaltningen og KL, ligesom det er tydeligt, at borgmesteren og Socialdemokratiet er ude af takt med flertallet i befolkningen på vigtige områder, herunder den voldsomme byudvikling. Flertallet i kommunalbestyrelsen ændres ikke af, hvem der vælges som borgmester efter valget, men det giver nogle muligheder, fx at sikre demokratiske procedurer og større gennemskuelighed.

Derfor vil vi afsøge de forskellige muligheder for at samle et flertal bag en ny borgmester – og peger som udgangspunkt på os selv. Vi udelukker ingenting, og mulighederne afhænger naturligvis af valgresultatet.

En ændret politik kræver at venstrefløjen – og især Enhedslisten – styrkes, men et flertal bag en ny borgmester kan fx:

  • Sikre reel borgerinddragelse og inddragelse af kommunens ansatte
  • Sikre en mere inkluderende budgetproces
  • Sørge for uvildige juridiske vurderinger af sager, hvor forvaltningen/KLs ikke er tilstrækkelige (eller ligefrem modarbejder kommunalbestyrelsens ønsker)
  • Sikre bedre støtte til de enkelte partier og kommunalbestyrelsesmedlemmer

Desuden vil vi arbejde for at udvalgsformandsposter fordeles så det undgås at få partier sidder på alle poster.

(Pressemeddelelse 17. oktober 2025)