Borgmesteren manipulerer om byudvikling

På valgmøder og på skrift påstår borgmesteren og andre igen og igen, at Albertslund bliver rigere på grund af byudviklingen. De nye indbyggere har allerede ført til at vi får 22,5 mio. kr. mere ind, lyder det. Borgmesteren skriver fx i AP: ”Skal der være råd til den velfærd, alle ønsker, så skal vi være flere albertslundere til at finansiere… Vi er vokset med cirka 800 borgere. Derfor stiger vores indtægter med 22,5 millioner kroner i 2026. Alternativet havde været store besparelser på børn, unge og ældre.”

Steen Christiansen undlader behændigt at nævne, at der også følger udgifter med. Sandheden er, at der ingen aktuelle beregninger foreligger. Naturligvis stiger skatteindtægterne, når der bliver flere indbyggere, men udgifterne stiger liges så sikkert. Allerede i år har der været store budgetoverskridelser på socialområdet og på børneområdet. mindst 40 mio. kr. i 2025 og der forventes 45 mio. kr. i 2026 – og en væsentlig del af disse ekstraudgifter skyldes utvivlsomt, at der er flere børn, der skal bruge vores daginstitutioner og skoler. Der er faktisk flyttet over 400 børn og unge under 18 år ind i vores nye boligområder. Langt de fleste af disse er formentlig startet i vores skoler og institutioner.

Den eneste undersøgelse eller beregning kommunen har fået lavet viser, at byudviklingen ikke giver nogen væsentlig nettoindtægt, selv ikke efter 10 år. Derimod betyder den voldsomme udvikling enorme anlægsudgifter til en ny skole, et stort antal nye daginstitutioner og trafikanlæg. Penge som vi ikke har – og som derfor vil betyde store besparelser for børn, unge og ældre.

Kommunalvalget er nok sidste chance for at stoppe denne udvikling og sikre en byudvikling i et tempo vi har råd til – og med gode boliger i gode boligområder – og til en pris som almindelige albertslundere kan betale.

Helge Bo Jensen, spidskandidat for Enhedslisten