Konstituering – SF og kaos i Albertslund

Siden valget er der mange sympatisører og vælgere, der har spurgt os hvad det egentligt var der skete under konstitueringen. Derfor har vi valgt at skrive denne ret detaljerede redegørelse – og lægge det åbent frem.

Med venlig hilsen

Helge Bo Jensen og Stig Larsen, der deltog i forhandlingerne på vegne af Enhedslisten

 

Konstituering – SF og kaos i Albertslund

Begivenhederne omkring kommunalvalget i Albertslund 2021

 

Aftale mellem 5 partier inden valget

Allerede i ugerne inden valget tager vi i Enhedslisten (efter beslutning i vores lokale kommunalpolitiske udvalg) initiativ til at samle en kreds af partier i et forsøg på at bryde Socialdemokratiets magtmonopol. Vi går efter så mange partier som muligt, d.v.s. alle andre end A og B – der, som det eneste parti, har peget på Steen Christiansen som borgmester. SF er imod at Å inviteres med – og derfor holdes de udenfor. Vi foreslår i al enkelhed en model, hvor partierne allerede før valget (under forudsætning af at vi tilsammen har mindst 11 mandater efter valget) aftaler, hvordan man fordeler udvalgsformandsposter – men at vi i forhold til borgmesterposten nøjes med at aftale, at vi mødes, når vi kender valgresultatet, og drøfter, om vi kan blive enige om en fælles kandidat.

Vi er – fejlagtigt viser det sig – sikre på, at partierne ikke kan blive enige om en borgmesterkandidat. Vi og SF vil ikke pege på en konservativ – og vi går derfor ud fra, at de borgerlige heller ikke vil pege på en borgmester fra SF eller Ø. Og at Steen Christiansen derfor vil ende med at blive valgt som borgmester.

Søndag d. 7/11 holder vi et indledende møde med F og C, og da vi hurtigt bliver enige, inviteres også V og O. 12/11 sender vi et konkret forslag til aftale til de øvrige partier.

Aftenen inden valget mødes repræsentanter for alle partierne igen og F, C, O, V og Ø indgår og underskriver en aftale som dels lægger rammerne for hvordan posterne skal fordeles alt efter valgresultatet, og en aftale om at undersøge mulighederne for at finde en ny borgmester, når man kender mandatfordelingen. Endelig indeholder aftalen et afsnit, hvor partierne afstår fra at forhandle aftaler til anden side uden for denne kreds.

På mødet forsøger SF at forhale underskrivelsen. De vil ”sove på det”, men de øvrige parter står fast på, at der skal skrives under samme aften. Ingen har tid til et nyt møde.

Aftalen underskrives af alle – også af Vivi Nør Jacobsen på vegne af SF. Alle partierne er – tilsyneladende – glade for aftalen. Uanset hvordan det går med borgmestervalget vil den bryde Socialdemokratiets monopol på magten – og give de øvrige partier bedre vilkår for det politiske arbejde de næste 4 år.

 

Dobbeltspil

Efterfølgende er det kommet frem, at SF har forhandlet med S i flere dage, før de indgår aftalen med os. SF har nemlig forhandlet med S før og efter valget med henblik på at indgå en aftale, hvor Steen Christiansen fortsætter som borgmester, og hvor SF får en række udvalgsformandsposter. De har endvidere også aftalt med Socialdemokraterne, at de ikke forhandler til anden side!

Kl. 02 på valgnatten mødes alle 5 partier igen privat for at indlede sondringerne vedr. borgmestervalget. Her er SF opførsel blevet bemærket som underlig aggressiv. Der aftales et nyt møde kl. 20 den 17/11. Hen på dagen fortæller Lars Gravgaard fra de konservative, at de har ændret opfattelse vedr. borgmesterposten, og nu er parat til at pege på Vivi fra SF som borgmester. I løbet at eftermiddagen den 17. ønsker SF at ændre tidspunkter til 17.30. Det giver lidt problemer for nogle af partierne fordi de har aftalt interne møder, men det aftales at mødes 17.30.

Kl. 17.30 mødes alle, dog kommer SF for sent. Her meddeler C, at de er parat til at gøre Vivi til borgmester på baggrund af den indgåede aftale. Vi tager en runde, hvor alle partier siger ja til, at det er en aftale.

Herefter bliver det det rene teater. Leif Petersen fra SF skal pludselig orientere partiet som sidder og venter på rådhuset. Det har han ikke meddelt noget om tidligere. Og 2 minutter efter han er ude af døren, siger Vivi, at hun har glemt at købe kattemad, og derfor bliver nød til at løbe et ærinde. De lover begge at være tilbage kl. 20.

Kl. 20.20 tropper Vivi op og siger ordret ”at jeg har taget røven på jer”. Nogle af os tror et øjeblik, at hun joker. Det gør hun ikke. Vi er rystede, skuffede og vrede. Hun bliver bedt om at forlade lokalet.

Det viser sig, at Leif og Vivi i stedet for indkøb af kattemad mv. har holdt møde med A og B. Og her regner Steen med, at der slås søm i en aftale som gør at han kan fortsætte som borgmester.

I stedet bruger Vivi nu tilbuddet fra ØVOC om at gøre hende til borgmester, til at kræve at S gør hende til ny borgmester. Og hun bruger formentlig den skriftlige aftale til at presse S.

 

Skal vi bare lægge os ned?

Alle i lokalet, som Vivi lige har forladt, er chokerede. Resultatet af SFs dobbeltspil er, at vi må forvente at S og SF (og de radikale) også politisk vil arbejde tæt sammen de næste 4 år – altså en SF-borgmester, der er helt afhængig af Socialdemokratiet. Og at A, F og B fordeler alle udvalgsformandsposter imellem sig.

De resterende 4 partier med i alt 8 mandater har kun to muligheder, Enten at lægge sig ned og acceptere SFs bedrag – eller at forsøge bryde aftalen mellem S og SF. Vi bliver hurtigt enige om det sidste, og vi ringer på vegne af partierne til Steen og spørger, om han vil være borgmester i en aftale med os. I første omgang forslår Steen, at vi mødes i VEKSs hovedkontor på Roskildevej. Han skal dog lige tjekke, om SF er færdige med at rydde op. Lidt efter ringer han til os og siger, at SF stadig fester i lokalerne og inviterer partierne hjem til ham selv.

Så der var ingen SF’er på rådhuset og VEKS sælger ikke kattemad. SF havde opslået hovedkvarter i VEKS’ lokaler.

 

Den endelige aftale

Da partierne mødes hos Steen, og det går op for ham at han er blevet snydt til at indgå en aftale, vælger han at rive den i stykker og indgå en ny uden om SF.

De øvrige partiers forhandlingsposition var ikke optimal p.g.a. forløbet, men det lykkedes os at få fordelt udvalgsformandsposter og andre poster relativt bredt – og vi fik sikret, at alle partierne er repræsenteret i Økonomiudvalget. Desuden fik partierne langt overvejende opfyldt deres ønsker om udvalgsposter. Aftalen indeholder ingen politiske bindinger.

SF har kørt dobbeltspil over for alle partierne og glemt det vigtigste: Man skal kunne tælle til 11. Også i mere end to timer. Det er lettere, hvis aftaler indgås frivilligt og med åbne øjne.

En snedig udtænkt plan vel gennemført – og dumt at tro at det ikke blev afsløret.

Vi kan ikke leve med en borgmester, man ikke kan stole på, når der skal laves aftaler. Så der var kun en mulighed, nemlig at gøre Steen til borgmester igen. Med det forløb var der ikke noget der tydede på, at SF ønskede en anden politik. De ønskede den samme politik bare med Vivi som borgmester.

 

Ubesvarede spørgsmål

Forløbet efterlader en række ubesvarede spørgsmål:

Vi har fremlagt den aftale, vi indgik med de øvrige partier aftenen inden valget. Det er derimod endnu ikke lykkedes os at få fat i hverken udkastet til den aftale mellem ABF, der indtil eftermiddagen d. 17/11 ville gøre Steen til borgmester eller den underskrevne konstitueringsaftale, der gjorde Vivi Nør Jacobsen til borgmester i godt to timer. Men mon ikke de begge dukker op?

Hvem i SF er egentlig ansvarlig for forløbet? Vivi og Leif har deltaget i forhandlingerne. Men hvem har truffet beslutningerne? Har Christiansborg været inde over? Hvilken rolle har de tre andre nyvalgte SF’ere haft i forløbet? I Enhedslisten vil det være utænkeligt, at indgå i sådan et forhandlingsforløb uden enighed blandt kommunalbestyrelsesmedlemmerne og i tæt dialog med vores bagland.

Hvordan har SF forestillet sig, at operationen kunne lykkes? Selv hvis vi ikke havde gjort noget hurtigt, så kunne alene de konservative – eller måske bare to af os andre – have væltet korthuset i den lange periode fra d. 17/11 og frem til det konstituerende møde d. 1/12.

 

Hvad så fremover?

SF må vedkende sig deres ansvar for miseren, og redegøre for hvordan de har tænkt sig at rette op på det tillidsbrud, de har begået. Den hidtidige linje har været et patetisk forsøg på at benægte, at der lå en aftale med os – og en fræk anklage mod Socialdemokratiet for at bryde den aftale, de var blevet presset til at indgået med SF – få timer efter at SF selv havde brudt en aftale.

Lige nu er det svært at forestille sig, hvordan vi kan samarbejde tillidsfuldt med SF. Men vi har naturligvis en interesse i, at det bliver muligt at samarbejde om konkrete politiske initiativer og udspil. Der kan jo ikke skabes et flertal udenom S og SFs i alt 11 mandater.

Men at forestille sig at nogle af de øvrige partier skulle have mod på en konstitueringsaftale med SF om 4 år… Tja, så skal den i hvert fald indgås, underskrives og offentliggøres på et og samme møde – uden pauser til indkøb af kattemad.

 

Stig Larsen og Helge Bo Jensen d. 15/12