Program

Enhedslistens kommunalpolitiske program 2014-2018 
Udgivet den 6. juni 2013

- Et Rødt og Grønt Albertslund

Indledning

Vi vil have et samfund, hvor det ikke er pengene, men menneskene der bestemmer. Hvor vi i fællesskab former vores liv. Et solidarisk og økologisk samfund hvor demokrati og velfærd for alle er en selvfølgelighed: Vi kalder det socialisme. Det kræver grundlæggende samfundsforandringer.

Her i Albertslund vil vi her og nu være med til at skabe, styrke og bakke op om ethvert initiativ for mere velfærd, demokrati, bedre miljø og mindre marked.

Den økonomiske krise

Konsekvenserne af den økonomiske krise rammer næsten udelukkende lønmodtagere på og udenfor arbejdsmarkedet. Arbejdsløshed og de velfærdsforringelser, der er et resultat af regeringens mere og mere gennemførte borgerlige politik, rammer kommuner som Albertslund særlig hårdt. På den baggrund vil vi arbejde for at venstrefløjens styrke i Albertslund – i og udenfor kommunalbestyrelsen – bruges til:
at der tages kommunale beskæftigelsesinitiativer og føres en politik baseret på solidariske løsninger, så Albertslunds befolkning beskyttes mest muligt mod krisens ødelæggende virkninger
at påvirke den landspolitiske situation mest muligt i solidarisk retning. Det kan bl.a. gøres ved at vise, at en anden politik kan virkeliggøres i Albertslund.

Selvom det indtil nu kun er lykkedes i særdeles begrænset omfang, vil vi blive ved med at presse på for en alliance med især S og SF for at nå disse mål. Vi vil foreslå fælles initiativer, aftaler og forlig og søge at samle lokalt flertal – eller det størst mulige mindretal – for et solidarisk politisk alternativ.

Sådan arbejder vi

Vi accepterer ikke regeringens økonomiske rammer for kommunens økonomi. Tværtimod arbejder vi på at mobilisere lokale kræfter for at forsvare velfærden overfor skiftende regeringer og folketingsflertal. Vi vil opstille klare politiske alternativer til den førte nedskæringspolitik.

Skal der for alvor gennemføres større forandringer i Albertslund Kommune til fordel for det store flertal, så kræver det også kamp og mobilisering udenfor kommunalbestyrelsen. Vi arbejder fokuseret på at trække de andre partier til venstre ved at stille ansvarlige forslag, der ikke medfører nedskæringer og forringelser for almindelige mennesker, men i stedet forbedringer, og vi holder altid et vågent øje med, hvad andre partier lover og holder dem op på det, hvis de forsøger at løbe fra det. Enhedslistens arbejde i kommunalbestyrelsen går på to ben – det, der sker indenfor i KB skal støtte det, der sker udenfor. Det er et af vores vigtigste mål at bidrage til at få folk til selv at røre på sig og organisere sig for derved at mobilisere til kamp mod det kapitalistiske samfunds utilstrækkeligheder.

Beslutninger i kommunalbestyrelsen træffes ind imellem under indtryk af folkeligt pres, som vi deltager i og formidler ind i kommunalbestyrelsen. En del beslutninger træffes uden, at et folkeligt pres forekommer. Mange minoritetsgrupper har ikke ressourcer til mobilisering imod nedskæringer. De vil finde en allieret i Enhedslisten, både i kommunalbestyrelsen og udenfor. Enhedslisten taler også de tavses sag.

Enhedslisten er et ansvarligt parti. Vi kæmper for at alle borgere behandles ordentligt, og at der er ressourcer nok til at løfte velfærdsopgaverne – sådan forstår vi ansvarlighed.

Enhedslistens parlamentariske princip om at stemme for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse er det generelle princip, vi arbejder efter. Vi indgår ikke studehandler, hvor vi f.eks. accepterer forringelser på plejehjemmet mod at få flere penge til børnehaverne.

EL indgår derfor ikke aftaler eller forlig der indebærer forringelser for børn, ældre, svage grupper eller på miljøområdet. Dog kan vi godt acceptere besparelser, der ikke indebærer forringelser i form af f.eks. ringere arbejdsmiljø eller servicereduktioner på disse områder.

En øget kommunal indkomstskat rammer de laveste indkomster hårdest. Derfor er det en forudsætning for Enhedslistens medvirken til en øget kommuneskat, at der sikres social kompensation til lavindkomstgrupper.

Velfærd og tryghed i Albertslund

Fællesskab hele livet

For at samfundet kan bevæge sig i en mere solidarisk retning er det vigtigt at politik altid handler om mennesket først. Og mennesker skal have det godt, hele livet. Børn skal have adgang til ordentlige institutioner med voksne der har tid og resurser til dem. Unge skal have mulighed for at tage sig en uddannelse, også selvom de kommer fra hjem uden bøger. Alle skal kunne få arbejde med ordentlige vilkår, men de skal også have ret til at have fri og dyrke forskellige fritidsinteresser. Ældre skal kunne have en tryg alderdom med hvad der hører til af hjælp og sociale tilbud.

Børn og unge

Albertslund kommune bør forpligte sig til at sørge for et ordentligt børne- og ungdomsliv. I Enhedslisten ønsker vi en kommune der satser på glade børn. Alle børn har ret til at trives og udvikles i kommunens daginstitutioner. Det får man ved at have ordentlige normeringer i institutionerne, gode muligheder for billige fritidstilbud, og en helt særlig indsats for at Albertslund bliver en kommune hvor det bliver lettere at bryde den sociale arv.

Konkret foreslår vi:
At der indføres bedre normeringer i dagtilbuddene
At der ansættes flere støttepædagoger i børnehaver og skoler
At der skabes flere aktivitetstilbud udenfor institutionerne
At modersmålsundervisningen genindføres
At enhver form for social og økonomisk ulighed bekæmpes i vores daginstitutioner og i folkeskolen. – Børn skal f.eks. have gratis mælk og tilskud til sund mad i skolernes kantiner.
At flere får en ungdomsuddannelse ved en tidligere vejledning og målopstilling for den enkelte unge fra 7. klasse
At der ansættes socialrådgivere på alle skoler
At der etableres gode kantiner med lokal madproduktion på alle skoler
At kommunen siger nej til heldagsskoler, ja til mere fri tid – mere "kan tid" og mindre "skal tid"
At der gives bedre klubtilbud med kreative værksteder og lektiehjælp
At der oprettes et brugerstyret ungdomshus

Bedre arbejdsmiljø og flere jobs

Enhedslisten Albertslund arbejder for at arbejdsmarkedet tilpasser sig byens borgere – ikke omvendt. De fleste af os tilbringer meget af vores liv på arbejde, og derfor skal det også foregå under ordentlige, meningsfulde forhold. Alt for mange bliver nedslidt på grund af for stor arbejdsbyrde, og det mener vi ikke er menneskeligt forsvarligt. Hvis man er så uheldig at miste sit arbejde eller ikke er i stand til at arbejde, er man ikke et mindre værdigt menneske.

Konkret foreslår vi:
At kommunen sikrer dagpengeret til alle eventuelt ved oprettelse af midlertidige stillinger
At kommunen genopretter nogle af de jobs man har nedlagt for at spare: Opsyn i svømmehaller, service i borgerservice, lærer- og pædagogstillinger, pedelmedhjælpere, sti/grøntarbejde...
At der skabes arbejdspladser ved at påbegynde kommunal produktion af fx grøntsager, frugt, autoværksteder, cykelværksteder
At jobcenteret får reelle jobs de kan tilbyde

I forhold til kommunen som arbejdsgiver foreslår vi:
At man har mere tillid – og mindre bureaukrati – til de kommunalt ansatte. De skal ikke mødes med mistillid i form af krav om utallige rapporter og skriftlige planer, men med tillid til at de er kvalificerede til deres arbejde.
At man indfører stop for overarbejde

I Enhedslisten mener vi desuden at fokus skal flyttes fra "sociale snydere" til selskaber der ikke betaler nok skat. Det er ikke de arbejdsløse der har skabt krisen, og vi så gerne at hetzen ophørte.

Ældre

Vi skal alle kunne leve i tryg forvisning om, at hjælpen er der, når eller hvis vi får brug for den, når vi bliver ældre. Vi arbejder for genopretning af de seneste års voldsomme økonomiske nedskæringer på service og de ældres livskvalitet, ikke mindst i plejesektoren. Enhedslisten arbejder for, at der opnås større retssikkerhed på hjemmehjælpsområdet, hvilket kan opnås ved at definere et minimum af hjemmehjælpsydelser – f.eks. tøjvask, opvask, rengøring, indkøb, personlig hygiejne, sikkerhed for at man kan komme ud at gå osv. – ydelser, som man har ret til, hvis man ikke alene eller selv kan udføre opgaven.

Konkret foreslår vi:
At arbejdstilrettelæggelsen i hjemmehjælpen skal ske i dialog mellem bruger og hjælper.
At praktisk hjælp skal ydes mindst en gang om ugen, året rundt
At al hjemmehjælp bør ydes med forebyggende og aktiverende sigte, så brugeren – når denne har lyst og mulighed – inddrages i arbejdets udførelse.
At hjælperen så vidt muligt bør være samme person.
At hjemmehjælpen ikke mere skal opfattes som en vare, med dertil hørende minut-tyrani for brugere og hjemmehjælpere.
At de ældres behov skal tænkes med, når der sker byfornyelse,
At vi skal tage de ældres ønsker om andre boformer – f.eks. seniorbofællesskaber – alvorligt, så alle uanset økonomi får denne mulighed.
At alle får mulighed for at leve inden for rammer, hvor deres kultur, sprog, religion og sociale behov tilgodeses.

Tryghed for alle

At skabe tryghed for alle i Albertslund handler især om at skabe et sikkerhedsnet som man ikke kan falde igennem. I Enhedslisten har vi et ønske om at ingen i Albertslund skal leve under fattigdomsgrænsen. Blandt andet derfor vil vi have flere tiltag for at hjælpe de svageste i kommunen. Vi skal tilbyde god og gratis gældsrådgivning. Alle skal have ret til billige og ordentlige boliger. Men tryghed for borgerne i en kommune handler også om social tryghed. Derfor arbejder vi i Enhedslisten Albertslund for at bekæmpe isolation og ensomhed ved at styrke lokale fællesskaber og foreninger.

Et sikkerhedsnet man ikke falder igennem, indebærer også at det er muligt at få støtte og hjælp når man i perioder eller permanent har behov for det. Uanset om en funktionsnedsættelse skyldes fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, skal alle borgere sikres lige rettigheder og muligheder, fx gennem kompenserende, støttende og udviklende ydelser og gennem relevante hjælpemidler.

Konkret foreslår vi:
At mennesker med funktionsnedsættelser tilbydes kompenserende ydelser og hjælpemidler, herunder adgang til boliger som er tilgængelige for dem. Dette skal ske uafhængig af økonomisk formåen, hvilket fx ikke er tilfældet i dag hvor støtte til handicaptransport er indkomstafhængig.
At det specialiserede socialområde opprioriteres så de mest udsatte grupper – herunder hjemløse, misbrugere og svært sindslidende – tilbydes kvalificeret og relevant hjælp med udgangspunkt i deres ønsker og behov.
At der oprettes et uvisiteret akuttilbud til borgere i akut psykisk krise for at forebygge at psykiske kriser udvikles til langvarige psykiske lidelser og for at sikre at også borgere med psykiske vanskeligheder som ikke ønsker indlæggelse eller medicinsk behandling i psykiatrien, tilbydes kvalificeret hjælp.

I det hele taget arbejder vi i Enhedslisten for et Albertslund med mennesket i centrum. Det gælder for os om at skabe en kommune hvor det er trygt for alle at bo, fordi man ikke mister sin forsørgelse hvis man mister sit arbejde. Hvor man kan bo ordentligt og billigt, have et godt og ikke alt for hårdt arbejde – og hvor man kan sende sine børn i gode børnehaver og skoler og få en værdig alderdom.

Integration

Enhedslisten mener der skal være plads til den forskellighed der er både i kultur og levemåde.

Særligt mange indvandrere rammes hårdt af krisen, og har svært ved at få eller bevare fodfæste på arbejdsmarkedet. Det meget ulige boligmarked fører desuden til at koncentrationen af indvandrere bliver særligt høj i boligområder, der er belastet af sociale problemer og stor arbejdsløshed.

Enhedslisten modarbejder enhver form for diskrimination og racisme og arbejder for lige rettigheder for alle, og vores klare synspunkt er, at alle bør have lige muligheder for et godt liv, både formelt og reelt. Enhedslisten vil et solidarisk, rummeligt og multikulturelt præget fællesskab, som bygger på respekt, tryghed, demokrati og menneskerettigheder.

Konkret foreslår vi:
At kommunen skaber en bedre etnisk personalepolitik, så de dårlige muligheder for mange indvandrere på arbejdsmarkedet forbedres.
En kommunal boliganvisningspolitik, der baseres på rettigheder, behov og tilbud – og ikke som nu på kvoter og diskrimination.
At der gives bedre klubtilbud i udsatte boligområder
At modersmålsundervisningen gennemføres som et middel til at sikre tosprogede elever et større udbytte af undervisningen og faglige resultater på linje med de etnisk danske børn.
At der findes venskabsbyer i de lande, vi har flest albertslundere fra: Tyrkiet, Pakistan m.v.

For et grønt Albertslund

Forsyning

Enhedslisten Albertslund afdeling arbejder for gennemførelse af et socialistisk samfund. Det vil sige et samfund, hvor væsentlige virksomheder er ejede af brugere og borgere i fællesskab. Vi mener en ny og ansvarlig politik er nødvendig, hvis vi skal beskytte klima og miljø. Basal forsyningsvirksomhed, som vand, el, varme og kommunikation er et godt sted at starte.

Konkret foreslår vi:
At kommunen investerer i vindmøller, solvarme, solcelleanlæg, affaldssortering og reduktion i affaldsmængden
Oprettelse af Albertslund Vedvarende Energiforsyningsselskab
At kommunen anlægger fibernet eller Wifi-net til alle borgere
Lokal vandforsyning fra boringer i Vestskoven
Nedsivning af regnvand
At al kommunal produktion omstilles til bæredygtig produktion

Lokal produktion

I Enhedslisten Albertslund vil vi gerne have mere kommunal produktion. Dels fordi vi har brug for arbejdspladser til byens borgere, dels fordi en omstilling til bæredygtig udvikling er nødvendig af hensyn til klima og miljø.

Konkret foreslår vi:
At der startes lokal produktion af basale fødevarer. Produktionen, som skal være økologisk, forestås af uddannet personale og til overenskomstmæssig løn. Et sted at starte kan være produktion af økologisk frugt og grønt til skoler, plejehjem og daginstitutioner.
At kommunale arealer beplantes i videst mulig udstrækning med fx frugttræer, bærbuske og andet der kan indgå i lokal fødevareproduktion.
At større arealer benyttes til husdyrhold, der kan indgå i lokal fødevareproduktion.
At der anlægges mindre kommunale non-profit virksomheder til bearbejdning og salg af fødevarerne.

Energirenovering

Enhedslisten Albertslund ønsker omstilling til et fossilfrit energisamfund for at mindske forureningen og nedbringe CO2 udslippet. Der er brug for lokale initiativer vedrørende energirenovering af kommunale bygninger og almennyttige boliger, og for omstilling til vedvarende energi. Albertslund har mange arbejdsløse, nogle af dem kan uddannes til at varetage disse opgaver, ligesom de unge, der mangler praktik, naturligt inddrages.

Konkret foreslår vi:
Albertslund Kommune opretter en håndværksafdeling, hvis medarbejdere kvalificeres, med faglig viden om lavenergibyggeri, passivhuse og energirenovering.
Der etableres lokale non-profit virksomheder der producerer klimavenlige bygningselementer.
Energirenoveringer gennemføres med tanke for, at alle har ret til en god bolig, der er til at betale. Således må kommunen sikre, at ingen må gå fra hus og hjem på grund af energirenoveringer.
Albertslund Kommune skal modsætte sig DONGs øgede kulfyring på Avedøreværket
Albertslund Kommune skal presse på for at erstatte afgifterne på el med incitamentstakster

Trafik

Albertslundere er rigtig gode til at bruge cyklerne. Vi har allerede mange gode cykelstier, men det kan nemt blive meget bedre.

Konkret foreslår vi:
At der anlægges en ny cykelsti mellem nord og syd ved Albertslund Centrum
En udbygning af et pendlercykelstinet
At snerydningen på cykel- og gangstier prioriteres højest
Bedre belysning på stierne
At der eksperimenteres med solcelleopvarmede supercykelstier
At forholdene forbedres, hvor der ikke er ordentlig adgang til den offentlige transport for fodgængere med barnevogn eller personer i kørestol
Brug af offentlig transport skal gøres nem og billig.

Konkret foreslår vi:
At der indsættes gratis busser, som dækker hele kommunen
At DSB opfordres til at sørge for at der kører flere og længere S-tog. Det bør være muligt at få en siddeplads – også i myldretiden
At der indføres 10-minutters drift på S-tog, også aften og weekend
At der etableres ekstra adgang til perron fra Blokland
At der etableres Taxa-busser og forsøg med cykeltaxa'er
At der etableres S-busser gennem boligområderne
At der indføres 10-minutters drift på alle lokale busruter og indsættelse af ekstrabusser i myldretiden. Det bør være muligt at få en siddeplads – også i myldretiden
At regionaltoget Roskilde – Glostrup – Lufthavnen genindføres

Biler

Skiftende regeringers mangelfulde prioritering af miljø og klima til fordel for privatbilismen sætter dagligt spor i Albertslund, der efterhånden er omringet af motorveje og store indfaldsveje. Dette giver støj- og luftgener.

Konkret foreslår vi:
At støtte kommunalt ansattes brug af bæredygtig transport
At etablere effektive støjværn langs motorvejene – også langs natur- og rekreative områder
At bilernes hastighed sættes ned

Affald

Mængden af affald er stærkt stigende, også i Albertslund. Varer transporteres over stadigt større afstande, og indpakkes i oceaner af emballage. Husholdningsaffaldet sorteres kun delvist, idet de færreste fx komposterer. Næsten alt affald køres til forbrændingsanlæg, til skade for miljøet. I Enhedslisten ønsker vi at vende denne udvikling. Vi skal have meget mere fokus på affaldssortering og genanvendelse.

Konkret foreslår vi:
At kildesorteringen udvikles og udvides
At der oprettes kurser vedr. affaldssortering i samarbejde med boligafdelinger
At lokale genbrugspladser har åbent flere gange ugentligt og har ansatte til at servicere og hjælpe borgerne
At kommunen lægger pres på leverandører, for at få dem til at mindske brug af emballage
At der etableres komposteringsmuligheder, der kan håndteres sikkert af borgerne i boligområderne
At der etableres og tilskyndes til direkte genbrug

Øvrige initiativer

Overalt i Albertslund bør det være muligt at få en nyttehave tæt på sin almennyttige bolig, og kommunen stiller lokaler til rådighed for en indkøbsforening, der distribuerer økologiske varer. Albertslunds borgere har vist stor interesse for "Grøn Dag", og det vil derfor give god mening at lave flere "Grønne Dage". Desuden har Albertslund med sin beliggenhed – tæt på både København og Roskilde – mange gode muligheder for at udvikle bæredygtig turisme. Tomme fabriksbygninger kan fx klimarenoveres og udnyttes til formålet.

Demokrati: Mere end et kryds hvert 4. år

Mere demokrati, mindre marked

Socialisme handler først og fremmest om en udvidelse af demokratiet. Det gør det også i Albertslund. Det drejer sig om at vi skal have mere demokrati, at alle vi almindelige mennesker skal have den fulde indflydelse på vores tilværelse. Det betyder at markedskræfterne og ejerne af de store virksomheder skal have så reduceret deres indflydelse mest muligt.

Derfor skal kommunen – og andre fællesskaber – overtage en større og større del af aktiviteten i samfundet. Det demokratiske råderum skal udvides – den offentlige sektor skal være større. Det vil sige kommunen skal stoppe udlicitering og privatisering, ligesom allerede udliciterede opgaver kan hjemtages – og der kan oprettes kommunal produktion på en række nye områder.

Konkret foreslår vi:
At al vedligeholdelse og renholdelse af veje og parker hjemtages
At renovationen igen overtages af kommunen
At kommunes brug af konsulenter gennemgås kritisk og begrænses mest muligt

En mere demokratisk offentlig sektor/kommune

Kommunen skal på ingen måde efterligne den private sektor, men finde sin helt egen identitet i at skabe god, kvalitetspræget og effektive offentlig service for borgerne.

I stedet for at efterligne den private sektor, hvor alt handler om den laveste pris og størst mulige pres på de ansatte, lukkethed og forretningshemmeligheder, skal Albertslund kommune i stedet satse på de offentlige ansattes faglighed og engagement. Demokratiet skal bruges som drivkraft.

Konkret foreslår vi:
At alle beslutninger i kommunen træffes i størst mulig åbenhed. Vigtige kommunale beslutninger må ikke træffes bag lukkede døre.
At Albertslund kommune vedtager en udvidet ytringsfrihed for sine ansatte.
At frikommuneforsøg og lignende benyttes til at give de ansatte større indflydelse, f.eks. flere medlemmer af skolebestyrelser, institutionsbestyrelser mv.
At kommunalbestyrelsens debatter og afgørelser gøres tilgængelige bl.a. i form af lyd- og billedfiler på nettet.

Kommunen skal møde borgerne med tillid

Borgerne skal mødes med tillid og rådgivning, når vi kontakter kommunen. Kontrol og overvågning af borgerne skal erstattes af klare regler og vejledning. Brugerbestyrelser, foreninger og bevægelser skal inddrages mest muligt i beslutningsprocesserne.

Konkret foreslår vi:
At kommunen ansætter en kommunal ombudsmand, der skal være borgernes repræsentant i det kommunale maskineri.
At der indrettes et medborgerhus for foreninger centralt i kommunen med mødefaciliteter, restaurant/værtshus. Det kunne f.eks. være i en del af fængslet, når det lukkes.
At alle kommunens bygninger gøres mere tilgængelige for foreninger og grupper af borgere.
At effektive selvbetjeningsløsninger på nettet suppleres med mulighed for personlig kontakt og vejledning, således at f.eks. ældre, der ikke er vokset op med it, ikke hægtes fuldstændigt af.

En demokratisk kulturpolitik

Albertslund skal føre en kulturpolitik der er lokalt funderet og internationalt orienteret. Bl.a. ved at sørge for lokaler og ressourcer for lokale foreninger.

Kulturpolitikken skal tilgodese alle borgere uanset alder, etnicitet og køn. Kulturpolitikken skal være en modvægt til den kommercielle kultur der er kontrolleret af internationale monopoler. Det skal være økonomisk overkommeligt for alle borgere at deltage, og den brede kultur må ikke begrænses af hensyn til en elitekultur. Endelig skal kulturen skal ikke være dikteret at statslige kanoner.

Et stærkere Albertslund

Som en af landets rødeste kommuner skal Albertslund bruge sin politiske styrke til at påvirke udviklingen også udenfor kommunegrænsen. Dels ved eksemplets magt, hvor vi f.eks. på miljøområdet kan vise at en anden politik kan lade sig gøre – og inspirere langt udenfor kommunens grænser. Dels ved at blande os i den landspolitiske debat – og slås for solidariske og demokratiske svar på krisen – og for større økonomisk råderum til kommunerne.

Vi kan stille forslag i Kommunernes Landsforening (KL) om en bedre kommuneaftale, så der bliver råd til mere velfærd, eller om bedre arbejdsmiljø for de offentligt ansatte

Vi kan blande os og påvirke debatten i Folketinget om bl.a. velfærdsspørgsmål, ved at tage initiativ til at mobilisere for en anden politik, f.eks. i form af demonstrationer, deputationer, debatindlæg i dagspressen mv.